Sitehistorik 2019




De andre år
2023 2022 2021 2020 2019 2018 2017 2016 2015 2014 2013


22. december, 2019: 2019 er ved at være slut. Det er behersket hvad jeg har nået at skrive på sitet, men et par nye sider er det blevet til. Det har været et stor tilfredsstillelse at jeg her i 2019 fik skrevet de sidste sider, som jeg vidste, at jeg manglede i forhold til min oprindelige idé med sitet. Lige nu er jeg der hvor jeg retter lidt til i indholdet og prøver at gøre det bedre. Der kommer nogle flere sider, men det bliver mere noget med programmering af regneark, da det har vist sig at være populært, og antageligt noget om epub-formatet til eBøger, da det er xhtml, og jeg har nogen i min bekendskabskreds, som kan bruge materialet. Nu får vi se hvor meget jeg får skrevet i 2020, der er også andre presserende projekter, men jeg er bestemt ikke færdig med at udvikle på dette site.


18. november, 2019: I forlængelse af tankerne om tracking og profilering af besøgende, så kan jeg ikke være en del af det mere. Det er simpelthen blevet for omfattende og invasivt til at jeg har lyst til at deltage. Så, ud ryger Google Analytics på sitet. Jeg håber tingene ændrer sig, eller jeg finder et acceptabelt alternativ, men som verden ser ud lige nu, vil jeg bare ikke være en del af alt det tracking og profilering af besøgende.


11. oktober, 2019: Fjernede alle Google-reklamerne. Lige nu raser der en krig mellem sites der dynger siderne til i reklamer og den stadig mere udbredte brug af adblockere, og der ser ud til at der er nogle usmagelige forretninger med adblocker-softwaren der whitelister nogle reklamer, for den rigtige pris. Den eneste måde at vinde i denne krig er ved ikke at deltage, så jeg er den der er skredet. Der er også det med den overdrevne tracking og profilering der foregår lige nu. Jeg har ikke noget problem med at firmaer som Google og Facebook tjener penge på reklamer, men efter min bedste overbevisning, er tingene ved at løbe løbsk. Måske er der en anden måde at tjene penge på hjemmesider på.


15. august, 2019: Fandt lige et par emner jeg ikke havde fået skrevet om: resizable objects, flexbox og grid. De er nu også færdige. Jeg kan godt mærke, at de simple emner er behandlet og det er de svære der er tilbage.


26. marts, 2019: Okay, første kvartal af året er ved at være gået. Det er ikke meget jeg har nået at skrive, men det er heller ikke så mange emner jeg ved at jeg mangler. Den ene med SVG blev færdig i går, og jeg skriver på CANVAS, som jeg håber at blive færdig med i løbet af et par dage. Ellers har jeg blot nået noget SEO-arbejde på sitet.