WordPress, hvad og hvorfor?





Hvad er WordPress?

WordPress er det der hedder et CMS, Content Management System, dvs. det er en skabelon til hjemmesider. Det findes et hav af CMS'er, hvor WordPress er det mest populære. Sådan i runde tal er ca. 35 % af verdens hjemmesider lavet med WordPress i 2020 og har knapt 62 % af CMS-markedet.


Hvorfor bruge WordPress?

WordPress har en del tiltrækkende egenskaber. Det at det er gratis er i sagens natur vigtigt, men det er også et meget fleksibelt system, så det kan bruges til meget andet end blogging, bl.a. til webshops. Hvad man også meget hurtigt bliver glad for er, at det er et meget stabilt system, og det får ikke, i sig selv, hjemmesider til at være langsomme. Hvis man søger efter hjælp, er der også altid hjælp at hente på diverse foraer og sites som dette.

Der er i sagens natur også argumenter for ikke at bruge WordPress. Det kan være svært at påberåbe sig originalitet i udseendet, hvis man bruger et tema til hjemmesiden, som bruges af millioner af andre brugere. WordPress er også en black box, dvs. du ved faktisk ikke rigtig hvad det er der foregår i den bagvedliggende kode. Fordi WordPress er så populært, er det også altid under angreb fra hackere og spammere. Hvis man prøver at kigge i sin log-fil, vil man se, at der forsøges at læse WordPress-filer på ens site, uanset om man har WordPress installeret eller ej.

I modsætning til hvad mange gerne vil fortælle, er WordPress ikke løsningen på alt. Det kan meget, og er en god løsning til en del opgaver, men det har sine begrænsninger. Så, anbefalingen herfra er, at man skal bruge det, hvis det er den bedste løsning til en given opgave, ikke fordi det er det eneste en eller anden halvstuderet webdesigner kan finde ud af at bruge eller at det er det mest populære CMS lige nu.